Foto: Jette Pedersen

Samson var min første hund og noget helt specielt! Vi blev aldrig den store succes på konkurrencepladsen, men Samson tog samtlige tåbelige nybegynderfejl, som jeg kunne begå, med største overbærenhed. Han har fået mere end en uberettiget skideballe af mig, som ny hundefører, men han svarede aldrig igen med knurren eller vrede. Han satte sig stille ned, lignede en som måtte bære alverdens byrder på sine skuldre, og så tog vi øvelsen igen. Hvad han ikke havde i drift som konkurrencehund havde han i personlighed og evnen til at være familiehund: God ved børn, altid blid og venlig, faktisk er det Samsons fortjeneste, at min ældste nevø mistede sin nærmest paniske angst for hunde som lille barn. Desværre fik Samson gigt med alderen, og jeg har længe vidst, hvor det ville bære hen, og hvor har jeg frygtet denne beslutning, men til sidst kunne jeg ikke udskyde det. Jeg tog Samson ind i mit liv den 23. juli 1999, og den 8. august 2011 måtte jeg desværre lade ham få fred! Det er mit livs værste beslutning, men jeg står ved den og fortryder den ikke et sekund. Vi skylder både vores hunde et værdigt liv og værdig død. Vi ses ved regnbuebroen, Samson

Foto: Jette Pedersen

Den 30 januar 2007 måtte vi desværre lade Speedi aflive, da hendes røntgenbilleder viste udtalt albueledsartrose i højre forben. Speedi min elskede hund og træningsmakker, her er blevet så forfærdeligt tomt uden dig. Jeg savner dig og du bor i vores hjerter for evig tid.
Vi ses forhåbentlig ved regnbuebroen.

Helena har lavet en billedecollage for at tage afsked med Lady på denne måde. Vi har besluttet, at den rummer alt, hvad vi har at sige om vores lille hund, så derfor har vi valgt at bruge den her...

Efter kort tids sygdom måtte lille Lady desværre give op. Hun led af sygdommen beagle pain syndrom, og var desværre en af de få hunde, som man ikke kunne helbrede. Hun kunne ikke blive rask og havde smerter. Vi havde ikke andet valg end at lade hende aflive. Lady, du bor i vores hjerter, og vi savner dig... Lady's galleri REGNBUEBROEN.. Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen. Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt. Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting; alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage. Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det. Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte. Derpå krydser I Regnbuebroen sammen… Forfatter ukendt